Nye Private Banking reklamer til Ringkjøbing Landbobank
Jens ApS
Vi har tidligere haft fornøjelsen af at producere Ringkjøbing Landbobanks Private Banking tv-reklamer for Jens ApS. De seks reklamer havde stor gennemslagskraft og kørte derfor i fast rotation på TV2 News i to år.
Da det blev tid til at opdatere reklamerne, gav Jens ApS os heldigvis muligheden for at genbesøge Ringkjøbing Landbobanks grønne univers. Vi var glade for igen at skulle arbejde med den stiliserede, visuelle verden, vi havde skabt sammen med Jens Hansen (Jens ApS) og Camilla Stokholm Rasmussen (Stokholm Creative).
Jens Hansen har i mange år samarbejdet med Ringkjøbing Landbobank og har et indgående kendskab til både deres forretning og kommunikation. Jens udarbejdede manuskripterne til de nye film, og vi tog straks fat på at levendegøre dem. Udfordringen var - også denne gang - at finde en letforståelig og engagerende måde at visualisere de komplekse budskaber om Private Banking. Opdraget var at bibeholde den kendte æstetik, men den skulle selvfølgelig udvikles i nye retninger.
Vi endte med at grave dybt i barndommens lege og visualiserede fortællingerne med gode minder herfra - lige fra legetøjstog til 4-på-stribe.
Resultatet blev seks nye reklamefilm, der på hver sin måde tilfører noget nyt til Ringkjøbing Landbobanks Private Banking-univers.