BookBeat Imagine kampagnesite med brugergenererede videoer

The Other Half

Flemming Holm fra The Other Half ønskede at udvikle en særlig interaktiv oplevelse i forbindelse med promoveringen af BookBeat. BookBeat er udbyder af mere end 800.000 lydbøger, og derfor skulle kampagnen handle om ord – og de billeder de vækker.

Sammen med Flemming skabte vi BookBeat Imagine – et kampagnesite, hvor man blev præsenteret for en interaktiv, illustreret fortælling. De tre dygtige illustratorer, Frank Høedt, Frederik Risom og Esben Ingeslev, visualiserede hver sætning. Nu var det de besøgendes opgave at vælge det billede, som passede bedst. Herefter kunne de opleve deres helt egen, individuelle, animerede film.

Opgaven indeholdt mange spændende udfordringer. Websitet skulle designes og programmeres, og hver enkelt tegning animeres og levendegøres. Men en af de største udfordringer var de skræddersyede film. Som besøgende på sitet kunne man frit vælge billederne, der skulle bruges i den personlige, animerede video. Med 12 sætninger og 36 unikke illustrationer, gav det hele 531.441 kombinationsmuligheder. Det er mange film! Vi udviklede en teknisk løsning, der inden for få sekunder, kunne generere hver enkelt film baseret på den besøgendes valg.

Kampagnen var en anderledes og legende måde at markedsføre BookBeat på. Herunder kan du opleve de tre illustratorers udgaver af fortællingen, i ublandet form.

Andre cases